Inden den fysiske kontrol, fik jeg også gennemført en 1 års PET CT-kontrol, udført d. 26.5 2021. Det primære og bedste der er at sige om den er, at der ikke er tegn til malignitet, altså ingen ny cancer! Sekundært (som der står i journalen: ”Sammenholdt med PET/CT fra d. 16.11.2020, ses let tiltagende og nu patologisk kraftig FDG-optagelse sv. t. reaktive forandringer i relation til antydningsvis højresidig ingvinal hernie (lyskebrok) – ikke malignitetssuspekt”.

Ved den fysiske kontrol den 7.6., blev huden gennemgået uden fund af suspekte elementer, og det er hvad der betyder noget for mig!

Planen er nu opfølgning hver 6. måned, og ultralyd ved alle kliniske kontroller de næste 4 år. Næste kontrol er planlagt til den 6. december 2021!

Få dage før PET-CT-scanningen blev jeg kontaktet af Rigshospitalet, og jeg i forbindelse med PET-scanningen ville hjælpe dem i en undersøgelse der bliver udført som en del i noget kvalitetsarbejde med MR-scanning , og naturligvis ville jeg det!

Hvad er MR-scanning? MR-scanning (magnetisk resonans scanning) er en diagnostisk teknik, der har været anvendt siden begyndelsen af 1980erne. Teknikken til MR-scanning er baseret på anvendelse af magnetfelter og radiobølger. Derfor er den undersøgte person ikke udsat for røntgenstråler eller andre former for mulig skadelig stråling.

Det var en helt vild ubehagelig oplevelse! I starten var det OK. Jeg fik en grundig forklaring på hvad det drejede sig om, og det er jo lidt i retning af en PET-scanning: Ligger på et leje og bliver kørt ind i et rør, men dette rør er noget længere end PET-røret. Jeg blev udstyret med ørepropper, da larmen var som ”støjen i motorrummet på en ubåd”. Og så blev det angstprovokerende! Mine ben blev surret fast med velcro. Mine arme låst over brystet, uden mulighed for at bevæge andet end fingrene. Men det værste var da mit hoved låst med en næsten massiv maske, og i dette låste leje skulle jeg køres ind og ud af røret i en halv time.

Første 20 minutter var ok, på trods af en øredøvende larm, men pludselig blev jeg for første gang i mit liv ramt af klaustrofobi. Det var rædselsfuldt og jeg gik fuldstændig i panik. Trykkede hysterisk på den alarmbold jeg havde i hånden og råbte at jeg skulle ud NU! Og det kom jeg! Nu døjer jeg så med mareridt om natten, det var en ”øv-oplevelse”!

Men alt i alt, og især med hensyn til min cancer, er jeg glad, nu har jeg været cancerfri i et år, og recidivrisikoen bliver mindre og mindre………………

Rigtig god sommer, og pas nu for pokker på solen: Solcreme, solhat, skygge, siesta osv!

Den 1. marts var dagen hvor jeg igen skulle en tur til Riget.

Først en ultralydsundersøgelse på Radiologisk Klinik afd. 3024. I beskrivelsen af undersøgelsen står bl.a.: ”Ultralyd af venstre side af det lille bækken og venstre lyske. Viser ingen patologiske forstørrelser eller patologisk udseende lymfeknuder”. Konklusion: ”Intet suspekt påvist”.

På alle måder et fantastisk resultat!

Derefter var det så afsted til 9 måneders kontrol efter excision af malignt melanom på Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling, Klinik 7035.

Objektivt skrev lægen efterfølgende: ”Huden gennemgået uden fund af suspekte elementer fraset lille stilket upigmenteret element lige under jugulum. Frit forskydelig og overfladisk, lille obs. karcinom eller aktinisk keratose. Cikatricer efter melanomfjernelse uden tegn på lokalrecidiv, ingen satellitter eller intransit metastaser i region frem mod drænerende lymfeknudestationer. Lymfeknuder: Ingen palpable patologiske lymfeknuder på hoved, hals, supra- eller infraklavikulært i aksiller eller inguina.” Behandling: ”Der udføres 6 mm stansebiopsi efter bedøvelse med lidokain m adrenalin af element på thorax og sendes til pat undersøgelse. Lukkes med surgipro 4-0”.

Og så lige på dansk: Jeg havde selv opdaget et nyt mærke på øverste del af brystkassen. Det var ømt og det kløede, og det sagde jeg naturligvis til lægen. ”Vi kigger lige på det når resten af kroppen er undersøgt”. Alt andet var i orden, men det mærke ville han godt fjerne med det samme. Det kunne være et forstadie til noget skidt! Derfor blev det skåret væk og sendt til undersøgelse. 4-5 uger går der nok inden der kommer et svar på hvad det var, men hvad vigtigst var: Det er væk nu! Jeg håber naturligvis på et godt svar, og i maj måned står den igen på en PET-scanning med efterfølgende kontrol, og svar 14 dage efter, den 7. juni.

Lad det så være endelig slut…..

Der kom den 18.3.21 et rigtigt godt svar på vævsprøven: Intet ondartet!

TAK!

Dagen hvor jeg skulle have fjernet tråde og have svar på biopsien. Hold da op hvor har det været lange 14 dage. Det giver altså uro i maven!

Både ventetid, uvished og så den massive begrænsning af hvad vi egentlig må i denne "søde" coronatid, men det var ventetiden værd!

I journalen står:

Møder til mik.svar: Intet malignt. T0263A Hud på højre underarm M57000 pigmentering M09450 ingen tegn på malignitet

Mikroskopi: Mikroskopi viser rutinesnit af totalt indstøbt vævsstykke omfattende epidermis, dermis og udsnit af subcutis. Epidermis er veldifferentieret og med varierende grader af basal hyperpigmentering. Ingen nævneværdig akantose og ingen junctionaktivitet. I stromaet er der centralt let kronisk inflammation og i øvrigt udtalt solar elastose. Ingen melanocytter i stromaet. Forandringerne er uspecifikke og opfylder ikke kriterierne for hverken fregne, naevus eller melanom. /COLS. Klinisk upåfaldende suff. og reaktionsløs cikatrice. Sut. fj. d.d.

Der er godt nok mange ord jeg ikke fatter en tøddel af, men konklusionen er: INGEN PÅVIST MODERMÆRKEKRÆFT! Du behøver ikke spørge om jeg var glad. Tænk sig at få årets allerbedste julegave allerede den 18.12. Det var SÅ stort!

Jeg lagde følgende op på Facebook:

var det så tid til den planlagte PET-scanning på Riget.

PET står for Positron Emission Tomografi, og er baseret på gammastråler. PET-scanning er en billedundersøgelse, hvor man får sprøjtet radioaktivt mærkede sporstoffer ind i kroppen, inden man bliver scannet.

Det er langt fra den første PET-scanning jeg har fået foretaget, men det er den første i ”denne omgang”. I dagene op til har jeg været nervøs og utryg. Ikke for selve scanningen, men for resultatet, som jeg nu skal gå og vente på i 14 dage. Jeg får det ved den planlagte kontrol den 30.11.

I scanningslokalet, skulle jeg smide briller, bukser og sko, og var så klar til at lægge mig på lejet. Igen fik jeg en injektion med saltvand, og strenge instrukser om vigtigheden af at ligge helt stille, med armene over hovedet, i de ca. 25 minutter scanningen varede.

Herefter køre lejet igennem scanneren ”uendeligt langsomt”, og naturligvis er der altid et eller andet sted det begynder at klø, uden jeg kunne gøre noget som helst ved det.

Så er det overstået, venflon’en blev fjernet, og jeg kunne stille og roligt tage hjem, og væbne mig med tålmodighed……..

Hvad bruges PET-scanning til?

En PET-scanning kan give et billede af sygdomsaktiviteten i hele kroppen. PET-scanninger bruges især ved kræft og til at få et mere samlet billede af en sygdom i hele kroppen frem for enkelte dele af kroppen. Metoden er så følsom, at man kan påvise stofskifteforandringer i vævet tidligt – ofte allerede inden kræftknuden kan ses på en CT- eller MR-scanning.

De fleste kræftceller har et højere stofskifte end normale celler. Derfor optager kræftceller mere af det radioaktive sporstof end normale celler, og det er det, som man kan se på PET-scanningsbilleder. Kroppen optager sporstoffet på samme måde som sukker, og den radioaktive del gør, at man kan følge sporstoffets fordeling i kroppen. Områder med kræftceller, som har en højere optagelse af sporstoffet end normale celler, træder tydeligt frem, når man scanner hele kroppen. Denne scanner er også meget velegnet til at undersøge hjernen.

Jeg har nævnt det før, og mere end én gang: Er der 2 ting jeg virkelig hader, så er det ventetid og uvished! Det er lige netop disse 2 ting jeg nu er igang med igen igen igen........

Det er en mærkedato på flere måder. Valdemarsdag, 100 året for Danmarks genforening. Havde mine kære mor levet, var hun blevet 102 år i dag, og så har jeg været til ”domsafsigelse” på Rigshospitalet.

Jeg havde jo luret afgørelsen, men ville høre ordene: ”Kræften har ikke spredt sig!” Og dem hørte jeg. Klumpen i halsen og tåren i øjenkrogen kunne jeg ikke holde tilbage, og hvorfor skulle jeg i grunden også det. Det er da en kæmpe forløsning at blive frikendt for yderligere kræftbehandling lige nu!

Jeg er bare så taknemmelig! Efter at vi havde talt om dette fantastiske resultat, skulle der fjernes tråde. De har siddet der i 17 dage, så de sad faktisk rigtig godt fast, jeg kunne godt mærke at jeg levede da de blev fjernet. Godt der ikke var mere end 30…

Arret på knæet ser helt fint ud. Det er dog lidt voldsomt. 12 cm fjernet af mit lår. Det kan man da kalde noget af en sikkerhedsmargen omkring selve modermærket der var på størrelse med hullet i en femmer. Arret blev hurtigt plastret til igen med microporeplaster. Samme slags som han lige havde fjernet. ”Gå med det en uges tid eller 2, så bliver arret pænere!” Hmm, jeg er dybest set ligeglad med hvordan det ser ud, så det ryger nok om et par dage.

Arret i lysken, hvor de havde fjernet en lymfeknude er også helt fint, og heldigvis ikke væskefyldt, så der blev også bare fjernet tråde.

Ca 10 cm over det sted hvor der var fjernet lymfeknuden, var der også blevet skåret hul, men jeg har ikke kunnet se i journalerne, hvad det skulle gøre godt for. Svaret lød, at der også dér var aktivitet i forbindelse med modermærket. Problemet med det sted er imidlertid, at lymferne ligger meget dybt, og man skulle igennem ”mavens væg” for at komme ned til dem. En sådan operation ville indebære en vis risiko, så man lukkede bare hullet igen, og syede det sammen. Så giver det pludselig mening, at jeg skal tjekkes med ultralyd ved alle kommende kliniske kontroller, og som en yderligere sikkerhedsmargen skal jeg PET CT Scannes efter 3 og 6 måneder.

I øvrigt bliver jeg holdt øje med de næste 5 år, som er en del af det kræftpakkeforløb, som jeg er i.

De grimme smerter i venstre ben, og ikke mindst hævelserne talte vi naturligvis også om. Det kunne være lymfødem, som jeg har frygtet, men i og med at der kun er fjernet en enkelt knude, var det mest sandsynligt, at det ville være forbigående, men jeg skulle naturligvis holde øje med det, og hvis det blev ved med at være der, skulle jeg komme igen til nærmere undersøgelser.

Mandag den 15. juni blev i sandhed en mærkedag. Nu skal jeg lige komme mig over de fysiske udfordringer, så er jeg på vej tilbage til tiden både før Corona, og ikke mindst før endnu en grim omgang af modermærkekræft! Nøøøøøjjjjj hvor jeg savner min daglige træning!

Næste planlagte besøg på Rigshospitalet, er den 31. august!

LIVET ER DEJLIGT!

Første kontrol i en længere række over de næste 5 år blev gennemført den 31. august, og den gik rigtig godt!

Først en ultralydsundersøgelse, der ikke viste noget ubehageligt, og senere den fysiske kontrol, som også gik rigtig godt. Med andre ord: ALT ser fornuftigt ud lige nu!

Næste omgang er en PET Scanning på Riget den 16. november, med efterfølgende svar på denne scanning samt fysisk kontrol den 30. november.

MED RISIKO FOR AT GENATGE MIG SELV: LIVET ER DEJLIGT!

Den ene af mine dejlige svigersønner havde startet bilen i Korsør, hvor de bor, og han kørte til Ishøj, med et pitstop, hvor han investerede i 2 skønne jordbærkager. Vi fik en rigtig god snak om alt muligt. Jeg var superglad for dit besøg "Pølle"!

Da han var kørt, sad jeg ude i haven og læste - med benene oppe - og jeg kunne ikke undgå at bemærke hvordan min venstre læg og ikke mindst ankel var hævet, snurrende, hård og meget øm. Det holdt jeg naturligvis øje med resten af dagen, men det fortog sig ikke, snarere tværtimod. Min første tanke var: Lymfødem, og det er det stadig!

I dag er det fredag, og da jeg stod op, var benet næsten normalt at se på, og kun lidt ømt. Der skulle dog ikke gå mere end 1 times tid, før det igen var hævet og med alle de samme symptomer som i går. Jeg besluttede mig for at kontakte Rigshospitalet - de havde jo sagt at jeg bare kunne ringe hvis jeg havde spørgsmål. Efter et par omstillinger fik jeg fat i en sygeplejerske, og forklarede hende hvordan jeg havde det. Hun skulle lige konferere med en læge og ville ringe tilbage til mig. Det gjorde hun kort efter. "Kontakt din egen læge, og få en tid til i dag, det kan være tegn på en blodprop"! En blodprop? Nej nej det kan ikke være rigtigt, men naturligvis skulle de undersøges, så jeg fik en tid 50 minutter efter. Mens jeg talte med lægesekretæren ringede min telefon, og det var igen fra Riget. Lægen havde i mellemtiden talt med en overordnet, og jeg skulle komme derind så hurtigt som muligt. Der var lagt besked i Traumecentret om, at jeg ville komme.

3 kvarter efter meldte jeg min ankomst iført mundbind som er obligatorisk i Traumecentret. Diverse tests: Blodtryk 131/84, puls 66, temperatur 36,9 grader og iltmætning på 100%. Alt var fint. Lunger og hjerte lød også helt fint. Blodprøve: Test af Febrin, som viser en tilstoppet vene. I min alder skal den være under 0,7 FEU/L, min værdi var på 0,3, altså meget fin, og ikke umiddelbart tegn på blodprop. Glad var jeg! Jeg blev yderligere undersøgt, og der var heldigvis heller ikke andre tegn der tydede på en blodprop. "Den kan dog ligge dybt og være svær at spore, så hold øje med en evt. udvikling i weekenden. Hæver det ekstra meget op, bliver rødt og hård, og ekstremt øm, skal du skynde dig at komme igen. Vi vil meget nødigt have at en evt. blodprop udvikler sig og spreder sig til lungerne". Det vil jeg også gerne være fri for, så der bliver holdt meget øje, og så skal jeg jo kun sove 3 gange mere før jeg planmæssigt er der igen!

Jeg tog bus og tog hjem. Lettet og glad, men for pokker hvor gør det ondt bare at gå 100 meter!

I går mandag var jeg til samtale i Kræftrådgivningen på Nørre Allé. Det var en god oplevelse hos en meget forstående og dygtig rådgiver/psykoterapeut. Vi sludrede i en times tid, og jeg fik faktisk nogle gode værktøjer med hjem. Ikke noget raketvidenskab, for jeg var klar over det i forvejen, men det blev hevet frem fra gemmerne: "Lav en timeplan, halvdagsplan eller dagsplan, så du ikke sidder og får for meget tankemylder. Så tag en time af gangen!" Det andet jeg kunne tænke over var - udover at skrive her, som hun syntes var en rigtig god idé - at skrive en helt personlig dagbog med alt hvad jeg går og spekulerer over.

Dagen blev faktisk endnu bedre, da der tikkede en besked ind i min e-boks: "Der er nyt til dig i Min Sundhedsplatform". Det var nok en reminder om at jeg har en aftale mandag den 15.6. Næ, for den er først kommet i dag. Det var simpelthen konklusion på både Mikro-og Makroskopi. Som jeg læser det (og det er lidt svært), så står der bl.a.: "Der er ikke påvist metastaser af malignt melanom", "Ingen tegn på malignitet" og "Ingen oplagt malignitets-suspekte forandringer". Alt i alt tolker jeg det skrevne som: Ingen spredning til lymferne! Det vil bare være en kæmpeforløsning!

Armene røg næsten helt op over hovedet. Dog holder jeg lidt igen. Jeg vil høre det med helt danske ord, jeg vil kende min videre behandling og mit videre forløb, jeg vil have fjernet de opimod 30 sting jeg er syet med, og jeg vil have godkendt det, der forhåbentlig bliver til 3 smukke ar.

Der er dog stadigvæk det fysiske. Jeg gik til stationen herhjemmefra, ca. 1 km., og omkring 200 meter fra bus til Kræftrådgivningen. Det samme hjem. Hold nu op hvor gjorde det ondt. Specielt omkring hvor lymferne er fjernet. Simpelthen smerte ved hvert skridt, hvor bliver det godt at skulle genoptræne disse områder, så fedt igen kan blive til fit!

Jeg ser klart lysere på fremtiden nu, end jeg har gjort siden starten af maj, men det må stadig godt hurtigt blive den 15. juni, hvor jeg gerne skal have svar på alle de ovenstående spørgsmål.

Fredag den 5. juni, og det er præcis en uge siden at jeg blev opereret. Jeg har altid haft det sådan, at når folk spørger mig om hvordan jeg har det, svarer jeg: "Jeg har det OK", eller noget i den retning. Det er jeg holdt op med, for jeg har det ikke OK. Jeg har det faktisk rigtig skidt, og det er så det svar jeg giver i disse dage. Det er naturligvis et svar som næsten ingen regner med at få, og derfor er der også meget forskellige reaktioner.

Men jeg har det ikke godt. Jeg har ondt, og jeg er bange. Dødsangst. Det har jeg ikke prøvet før, og nu er jeg faktisk blevet bange for at være bange. Det er meget mærkeligt, og jeg tror ikke jeg kan takle det alene. Dermed ikke sagt at der ikke er masser af søde, rare, velmenene og dejlige mennesker - både familie og venner - omkring mig. Men der skal mere til!

Jeg bruger meget tid på at granske mit sind - hvis man kan udtrykke sig sådan, og har da også fået nogle ting på plads. Men jeg har også fået på plads, at jeg skal have professionel hjælp. Jeg har derfor lavet en aftale med en psykolog hos Kræftens Bekæmpelse på mandag den 8. Hende glæder jeg mig til at tale med, og jeg håber virkelig, at hun har nogle værktøjer, der kan få mig igennem til den 15. juni, hvor jeg forventer at det hele enten vil eskalere vildt, eller det hele vil falde delvist til ro.

Jeg håber at alle har, eller har haft en dejlig Grundlovsdag, vel noget af det nærmeste man kan kalde en dansk nationaldag.

Frem til den 15. juni må jeg hverken dyrke motion, det er svært at leve uden, og jeg må ikke gøre rent, det er så derimod til at leve med. Den 15. får jeg svar på de forskellige biopsier, og om det fremadrettede forløb. En af de ting jeg kan se ud af journalerne fra hospitalet er, at jeg uanset histologisvar planlægges til at blive fulgt med Ultra Lyd ved alle kliniske kontroller samt helkrop PET CT ved både 6 og 12 måneders kontrol.

Hvis du er nået helt her til, må jeg sige at det er godt gået!

Nu er det sommer, og solen er skøn, men også en dræber hvis den ikke bliver behandlet med kløgt.

Solråd: Det er heldigvis nemt at forebygge både den mindre farlige hudkræft, og den livsfarlige modermærkekræft ved at følge Solkampagnens fem solråd:

Skygge. Du kan sagtens blive dejlig solbrund - også ved at holde dig i skyggen.

Solhat. Det er meget vigtigt at solen ikke brænder direkte ned på dit hoved.

Solcreme. Du må ikke spare på solcremen. En god håndfuld er ikke for meget.

Siesta. Gør som i syden, hold et par timers siesta midt på dagen, helt ude af solen.

Solarie er et absolut NO GO!

Følger man disse råd kan man nedsætte sin udsættelse for uv-stråling, undgå solskoldninger og forebygge kræft i huden på længere sigt. Følger du dem derimod ikke, kan det gå helt galt, og her taler jeg af bitter erfaring!

Kl. 07.00 trådte jeg fastende ind på sengeafsnit 3101 på 10. sal, og meldte min ankomst. Jeg fik en seng og skulle iføre mig Region Hovedstadens charmerende hospitalstøj.

Kort efter fik jeg taget et hjertekardiogram, fik målt blodtryk og puls (130/79 72) og taget min temperatur (36,2 grader). Alt i alt meget normalt.

Jeg blev herefter sendt til en undersøgelse af lymfesystemet (lymfeskintegrafi), i den modsatte ende af hospitalet. Præcis kl. 8 blev jeg kaldt ind af den bioanalytiker der skulle foretage undersøgelsen. Selvom jeg havde prøvet det før, fik jeg en forklaring om formålet: Lymfeskintegrafi er en fotografisk undersøgelse af de overfladiske lymfekar og lymfeknuder. Formålet med undersøgelsen er at lokalisere de lymfeknuder der modtager lymfen fra det område hvor modermærket sad. Jeg fik 3 stik – lige omkring modermærkearret – med en ganske lille mængde radioaktivt sporstof. Ved hjælp af en særlig fototeknik er det så muligt at se sporstoffets vandring i lymfesystemet og lokalisere de lymfeknuder, der modtager lymfestrømmen. De første lymfeknuder sporstoffet optages i, kaldes skildvagtlymfeknuder.

Der skulle nu gå en time inden selve fotooptagelser startede, og jeg skulle holde mig lidt i gang for at få stoffet til at vandre i kroppen. Præcis en time efter blev jeg kaldt ind af en anden bioanalytiker, der skulle foretage fotooptagelserne med et meget avanceret gammakamera. Der blev taget 3 fotos, hvor jeg skulle ligge helt stille på lejet, i hhv 10, 5 og 5 minutter. Da billederne var klar, kom en læge ind og studerede dem. Herefter afmærkede hun med touch 2 forskellige steder i min lyske, hvor skildvagtlymfeknuderne sad. Nu var det så op til operatøren at beslutte, hvad der skulle fjernes. 2 timer efter var jeg retur på afd. 3101.

For at få tankerne på andre veje, læste jeg et par afsnit af Stig Larssons Luftkastellet der blev sprængt. Store dele af denne bog foregår rent faktisk på et hospital.

Jeg havde bare læst i 3 kvarter, før kirurg Peter Vester-Glowinski kom for at præsentere sig, og fortælle lidt om den forestående operation. Han regnede med at jeg skulle opereres 3 steder. Ved modermærkearret, som skulle forøges kraftigt, og ved de 2 skildvagtlymfeknuder. De var 2 kirurger, udover ham selv var også Alessandro Venzo operatør. Det var Alessandro der for nogle år siden foretog den store lymfeoperation på mig, så ham var jeg også helt tryg ved.

Ved 11-tiden fik jeg et bæger piller, og blev bedt om at tisse af, for nu var portøren på vej for at køre mig ned på 3. sal, hvor operationen skulle foregå. Inden jeg kom ind på stuen, blev jeg placeret udenfor på gangen. Der var en hektisk aktivitet, både omkring mig og andre ting, og naturligvis prøvede jeg at følge med i det hele. Der kom en masse mennesker og præsenterede sig med navn og titel, og med alle de mennesker strejfede tanken mig, og vi ikke blev over de 10 tilladte i forsamlingspåbuddet. Narkoselæge, narkosesygeplejerske, lægestuderende, operationssygeplejerske, 2 sygeplejersker, 2 operatører og mig.

Da operationsstuen var klargjort, rengjort og sprittet ekstra af, blev jeg placeret på lejet. Der var en afslappet og god stemning, der fik mig til at føle mig så tryg som det nu kan lade sig gøre i den situation. Jeg blev orienteret om de forskellige procedurer, og var faktisk helt rolig. Så rolig, at da jeg fik taget blodtryk og puls, blev min puls kommenteret: Hold da op den er kun på 51, du må være i god form. Der var flere cykelentusiaster blandt personalet, så snakken gik også lidt om cykling, det var hyggeligt. Der skulle også måles med en gammaskanner omkring de aktuelle skildvagtlymfeknuder, den viste – og jeg kunne også høre – aktivitet i hele området. Om det er godt eller skidt, får jeg svar på den 15. juni.

Jeg skulle have lagt en venflon i min venstre hånd til både væske og medicin, og jeg blev spurgt om det var OK at den lægestuderende lagde det. Ja naturligvis. Det har jeg fortrudt. For det første gjorde det helt vildt ondt (og det plejer det ikke at gøre), for det andet skulle der 3 forsøg til, og for at det ikke skal være løgn, røg det sidste forsøg igennem åren og ud i selve håndryggen. Som jeg fik det forklaret betød det, at det faktisk var gift der blev sprøjtet ud, og at jeg nok vil være både, hævet, rød og øm de næste dage. Ja tak det skal jeg da lige love for, men jeg håber det forsvinder igen. Narkoselægen lagde en ny venflon i den anden hånd, den virkede første gang.

Jeg fik ilt gennem en maske for næse og mund, og væske og medicin blev langsomt sprøjtet ind. Efter ganske få sekunder var jeg i drømmeland. Det sidste jeg gjorde var at kigge på klokken, den var 12.30. 14.40 fik jeg øjne igen, på en opvågningsstue. Hold da op hvor var jeg forvirret, men jeg havde det efter omstændighederne godt. Jeg blev tilset og passet godt på af en opvågningssygeplejerske i en times tid, inden jeg var klar til igen at blive kørt på 10. etage.

Her fik jeg lidt at spise og drikke, hvilket var meget tiltrængt. En læge kom forbi, han undersøgte mig kort, og vi fik en sludder om bl.a. hvornår jeg kunne komme hjem igen. Jeg kunne sagtens blive til dagen efter, men hvis jeg følte mig klar kunne jeg tage hjem efter aftensmaden. Jeg blev hentet kl. 19.45, det var bare fantastisk at komme hjem. Træt, øm og udmattet!

Det var svært og bøvlet at falde i søvn, og når det lige var sket, ja så vågnede jeg igen med smerte eller ubehag, så det blev ikke til mange timer, og jeg stod op igen allerede kl. 6.00. Jeg har taget den yderste forbinding af, og taget et kompressionsbind på knæet, det ser stadig fint ud. Min hånd er rød og rigtig øm, spændt på hvornår det fortager sig, og hvor skildvagtlymfeknuderne er fjernet er der heldigvis ro på.

Startede superfint, rent vejrmæssigt, høj flot sol om end der var rigelig med vind. Efter morgenmaden og et hurtigt indkøb i Rema1000, blev cyklen pumpet. Jeg planlagde en tur på ca. 55 km. En stille og rolig tur, hvor jeg bare skulle prøve at få styr på mit tankemylder. De første 20 km blev også stille og rolige, men jo mere jeg tænkte over min – syntes jeg selv – uretfærdige situation, jo mere vred og frustreret blev jeg. Det skulle da gå ud over nogen eller noget, så ubevidst satte jeg farten op, og kørte de sidste 35 km med over 30 km/t i snit, hvilket er helt ok for mig!

Hjemme igen. Svedig, pustende og ildelugtende stod jeg og rengjorde min cykel, da det ringede på døren. Udenfor stod Jon. Jon er en meget stabil deltager på mit indendørs-cykelhold, som jeg i coronafri tider kører i Sats, Glostrup, hvilket jeg iøvrigt har gjort i 20 år! Der stod han med en pose i hånden. Jeg blev vildt overrasket, og nærmest pinligt forfjamsket, så han blev ikke engang inviteret indenfor…. Vi fik en kort men meget hyggelig sludder, og da han var gået, skulle jeg naturligvis se posens indhold.

Der lå et lille skriv, som jeg vil tillade mig at gentage her: ”Kære Peter Hermed et lille skriv til verdens bedste onsdag-morgen instruktør fra en middelmådig onsdag-morgen aktør. Læste din opdatering på Facebook i går aftes og tænkte – det har han sgu da ikke fortjent. Nuvel, du har været der før. Det er som at køre op ad bakke på cykel – der skal lægges kræfter i, og dem har du. Både fysisk og mentalt. Nu er vi jo hverken familie eller venner – men du betyder nok mere for mange end du aner – så derfor har jeg fundet lidt cykeltøj til dig. Forventer du til sommer tager en lille tur på +100 km, og hvem ved – måske vi ses derude på landevejen. De bedste hilsener Jon.”

Hold da op, den trak vand, hvor er det flot. Der er dog lige 2 ting jeg vil nævne: Du skriver at I hverken er familie eller venner. Familie, det har du ret i, men jeg vil tillade mig at betragte dig som en rigtig god ven! Det andet: Du har desværre undervurderet min spæde drengekrop, der skal nok et ekstra X foran på blusens størrelse….. Igen, tusinde tak Jon!

Jeg nævnte lige det mest Googlede ord i øjeblikket: Corona. Blev testet i går kl. 11.55, og da det var en hastesag pga den forestående operation, ville der være et svar om senest 24 timer. Jeg var spændt da det blev middag; men intet svar! Jævnligt var jeg inde på Min Sundhedsplatform, hvor jeg fik at vide, at jeg kunne læse svaret, der skete bare ikke noget. Kl. 15 ringede jeg til Riget, for at høre om de havde fået svar. Intet svar ville jo i værste fald betyde ingen operation! De havde heller ikke hørt noget, men jeg ville blive ringet op, såfremt svaret var positivt. Ja tak, jeg er også blevet så god til at vente! Kl. 17.37 tikkede en mail imidlertid ind fra Min Sundhedsplatform. Svaret var heldigvis negativt, men de max. 24 timer blev altså til 29½ time, det er vel ikke helt i orden?

Med andre ord: Jeg var klar til ”store operationsdag”. Vækkeuret blev sat til kl. 05.10.

De sidste 2 nætter har jeg måttet tage ½ sovepille for simpelthen at få ro på og få hvilet. Mandag gik jeg en god tur på godt en times tid, og tirsdag blev raceren luftet på en 55 km tur, simpelthen for at få blæst nogle positive tanker ind i systemet.

Jeg havde jo som skrevet været inde og kigge i Min Sundhedsplatform nogle gange, og dér set diagnosen. Det der var nyt var, at jeg nu også kunne se at jeg var indkaldt til operation fredag den 29. maj kl.07.00. Klokken 08.00 skal jeg til nuklearundersøgelse af mit lymfesystem, så fredagen er fuldt besat. Og alligevel var jeg meget spændt/nervøs for at få sat rigtige ord på situationen. Hvad var det præcis der ventede mig?

Klokken 10, onsdag den 27. maj sad jeg og ventede i ambulatorie 3004 i stuen ved indgang 3. Jeg skiftevis svedte og frøs, var tør i munden, ondt i halsen - nu var det vel ikke corona?

Det var overlæge Helle Klyvers sygeplejerske der kaldte mig ind 5 minutter over 10. Hun kiggede på mig, tog en dyb indånding og sagde: "Ja modermærkekræften er desværre kommet tilbage". Jeg vidste det jo godt, men alligevel ramte de ord mig med en voldsom kraft. "Mærket var 1,5 mm dybt, så du skal igennem en operation mere, både hvor mærket sad, og i dine lymfebaner". Jeg kendte jo turen - alt for godt, - så jeg kunne bare sige, at det regnede jeg også med.

Vi havde en god snak, som jeg afsluttede med sygeplejersken, der fortalte lidt om alt det praktiske, både i forbindelse med selve operationen og tiden derefter. Hvor er det skønt når der er et dygtigt og kompetent personale. Jeg skulle 2 ting mere inden jeg kunne tage hjem: Dels skulle jeg have en samtale med en narkoselæge, og dels taget en coronatest.

Snakken med narkoselægen var både informativ og positiv, og coronatesten fik jeg taget i Fælledparken på vej hjem. Nå håber jeg så bare at den er negativ, så jeg kan få operationen overstået på fredag. Testen bliver behandlet som en hastesag, da de naturligvis skal have et resultat på afdelingen inden de hvæsser kniven, så max. 24 timer til svaret foreligger.

Mon ikke jeg cykler mig en tur i morgen torsdag, det bliver den sidste indtil tidligst den 15. juni, hvor jeg får svar på prøverne samt fjernet trådene. Jeg ser ikke frem til endnu 17 dages ventetid i uvished, men det må meget gerne hurtigt blive fredag!

Det er mandag den 25. maj, og i dag jeg skal have fjernet trådene hos egen læge.

Umiddelbart syntes jeg det ser fint ud (jeg har lige fjernet forbindingen). Herunder med og uden den sidste forbinding:

Men det har heller ikke været det fysiske, det er jo bare noget der skal hele, og så er man videre. Det er mere oven i hovedet at der er uro. Om 2 dage skal jeg have resultatet på Riget, og i går aftes tænkte jeg, at jeg lige ville se om der skulle være kommet et prøvesvar på Min Sundhedsplatform. Det var der! Men med mindre man kan tyde de koder og udtryk der bliver brugt i sådan et svar, kan det ikke anbefales at se det "før tid". Jeg har Googlet en masse af udtrykkene, og er stadig ikke blevet klogere. Det er bare SÅ frustrerende. Jeg vil forsøge at vride et svar ud af min læge i dag, så jeg er lidt mere forberedt til på onsdag.

Sådan så svaret ud på Min Sundhedsplatform:

Mikroskopisk [01]Totalindstøbt hudexcision bestående af spidser og to tværsnit, hvor man centralt har en ulcereret melanocytær tumor, som er nodulært opbygget og bestående af svært atypiske melanocytter, der ligger i reder og diffust anordnede konfluerende brede strøg uden profund opmodning. Tumortykkelsen er 1,5 mm. Der er dermale mitoser. Cellerne er pigmenterede og indimellem ses en del melanofager. Det drejer sig om et nodulært malignt melanom med ulceration og en tumortykkelse på 1,5 mm svarende til en pT2b. Der er påvist dermale mitoser. Ingen regression. Frie resektionsrande. Indberetning til DMG. /konf. NLOE.

Makroskopisk [01]12.05.2020/dcru/sber Umark. rundt hudresektat mål. 13 mm i overfladens dia. og op til 5 mm i dybden. Centralt på hudoverfladen ses en velafgrænset brunlig pigmenteret, lidt eleveret forandring mål. 5 x 4 mm og op til 0,5 mm i højden. Afstand til nærmest rand er 4 mm. Resektatet parallelopskæres. 01 - 02: spidser 03 - 04: centrale tværsnit inkl. tætteste relation til rand.

Jeg viste min læge hvad der stod på Min Sundhedsplatform, og spurgte ham direkte: Skal jeg have armene op eller mundvigene ned?" Hans svar: "Du skal ikke have armene op!"

Nu afventer jeg min svarsamtale på Riget onsdag den 27., så tager jeg den derfra, men tro mig, det er ikke en sjov tid i øjeblikket!

Præcis en uge siden mit mærke blev fjernet. Det har været en lang uge.

Fysisk er det sagtens til at leve med, jeg bliver "mindet på det" indimellem, men ellers er det helt OK. Det er mere oven i hovedet. Psyken kommer igennem hele spektret fra: Det er bare ikke noget, og til nu skal jeg det hele igennem igen - i bedste fald! For pokker hvor er den ventetid kombineret med uvished bare utålelig.

Jeg må ikke rigtigt foretage mig noget fysisk, har dog gået et par ture, men ellers er det meget ved PC'en. Heldigvis tager mit formandsarbejde i Ishøj Seniorråd rigtig meget tid, og ellers er det læsning, skrivning på forskellige projekter, og TV.......

Om en uge, mandag den 25.5. skal jeg til egen læge og have fjernet trådene, og 2 dage efter skal jeg til "domsafsigelse" på Riget. Det er næsten lige spændende nok!

...opdagede jeg ved et tilfælde et mærke lige over knæet på venstre lårs inderside. Jeg tog lige et foto, og tænkte at jeg vil spørge hudlægen om det var noget, når jeg nu alligevel skulle derind den 6. maj. Var jeg ved at blive paranoid, eller havde jeg fået hypokondriske tendenser?

Never mind, jeg ville godt have hende opfattelse af mærket. Efter endnu engang at have fået bekræftet den rimeligt ufarlige basalcellekraft på venstre arm, bad jeg hende om at tjekke mærket på mit lår. Uden – i første omgang – at bruge sin lup – sagde hun: ”Det er en opgave for plastikkirurgerne, det vil jeg ikke røre ved”. Hun undersøgte mærke med lup, og var ret sikker. ”Er det cancer tror du?” ”Ja!” ”Du bor i Ishøj, hører du til Herlev eller Rigshospitalet?” ”Rigshospitalet”. Med en enkelt telefonopringning til Riget, fik jeg en tid til mandag den 11. maj kl. 9.30. ”Jeg har en patient til Jer, Peter Møller, 230751-xxxx, et kræftpakkeforløb”. Denne korte samtale slog luften ud af mig. Nej nej nej ikke igen, var mine eneste tanker. Jeg magter det ikke igen, mon det er så slemt? Jeg har vel lov til at håbe, at hun tager fejl!

Inden jeg fik lov til at gå, skulle mærket lige fotograferes med et specielt kamera, der virkelig kunne forstørre, og jeg må indrømme, i stor størrelse så det altså ikke pænt ud.

Turen i S-tog fra Hovedbanegården til Ishøj husker jeg faktisk ikke så meget af, men jeg lagde dog mærke til, at der udover mig kun var én eneste passager i hele togstammen, en følge af coronakrisen.

Efter at have sundet mig, talte jeg med mine dejlige døtre i telefonen. De gav mig ret i, at det var urimeligt. Det gjorde min kone også, da hun kom fra job, og jeg vil nok sige at stemningen var trykket. Jeg havde det psykisk rigtig rigtig skidt.

Jeg var træt, som havde jeg løbet en dobbelt maraton, men kunne naturligvis ikke sove. Vågnede når jeg lige var faldet i søvn. Svedeture. Mareridt osv, så jeg var næsten mere træt da jeg stod op, end da jeg gik i seng. Hvad skulle jeg få torsdagen til at gå med?

Navlepille eller ud i det flotte forårsvejr. Jeg valgte heldigvis det sidste, og efter en lang cykeltur på 106 km, og på under 4 timer, havde jeg en kort opblomstring rent tankemæssigt. Dejlig at føle sig brugt, med nye indtryk fra både Køge, Ringsted, Roskilde og Ballerup.

Jeg sidder og skriver dette her fredag eftermiddag. 2½ dag til jeg skal møde på Riget, afsnit 3004. Det bliver en lang weekend.

Ovenikøbet en meget lang weekend. Og det uden ret meget aktivitet. En enkelt gåtur, og en masse navlepilleri. Tankerne har fyldt hele spektret, fra: Hudlægen tog fejl, der er ingenting, og til nu er min sidste time tæt på. Det blev ikke til mange timers søvn nogle af nætterne, og klokken 6 mandag morgen var jeg klar til afgang. Udfordringen var bare a jeg først havde tid kl. 9.30, og i indkaldelsen stod, at jeg ikke må komme for tidligt p.g.a. corona smitte risikoen. Så jeg ventede, men sad i afsnit 3004 med et udfyldt skema og ventede, ventede på at høre: ”Peter Møller, værs’go’”.

Den var kun 5 min. over halv ti, da jeg blev kaldt ind. 2 læger og 2 sygeplejersker tog imod mig. Hold da op, jeg skal ”bare have fjernet et mærke”. Det viste sig, at den ene læge havde første arbejdsdag på Riget, efter en del år på Herlev, og der var altid 2 sygeplejersker til den slags indgreb.

Det var rigtig betryggende, at alle 4 kendte mit sygdomsforløb, de havde sat sig ind i min journal, det er altså rart, at jeg ikke skal starte med at fortælle dem mit sygdomsforløb.

Jeg blev undersøgt fra top til tå, og der var umiddelbart ”kun” det mærke som jeg kom for at få fjernet. Betryggende!

Lægen der udførte indgrebet, forklarede hvad og hvordan hun ville gøre, og i og med at jeg har prøvet det før, var jeg faktisk helt rolig, selvom mit blodtryk sagde noget andet (159/90). Da jeg havde været hjemme et par timer var det igen mere normalt: 107/66.

Bedøvelsen er jo bare nogle stik i området, og det påvirker mig på ingen måde, så selv tiden på briksen var helt smertefri, det er mere oven i hovedet. Hvad skal der nu ske? Var det det? Kommer der flere indgreb/undersøgelser osv? Ingen ved det på nuværende tidspunkt, og naturligvis kunne lægerne – selvom de var 2 – intet sige, udover: ”Det mærke skal væk!”

Efter omkring 3 timer, fortog bedøvelsen sig, og der hvor det slet ikke kunne mærkes, blev i den grad vækket til live. Jooo nerver og smertebaner lever i bedste velgående. Håber et par Pamoler vil afhjælpe, så jeg kan få ro på igen.

Jeg skal have fjernet tråde og ikke mindst have svar på biopsien fredag den 18.12.! 14 meget lange dage, og da jeg så også fik at vide, at al træning, tunge løft, rengøring og andet fysisk var et ”no go” i de 14 dage, var det noget af en mavepuster.

November måned har været en rigtig god træningsmåned, og jeg er inde i en god rytme med træning i op til 2 timer om dagen. Det er slut de næste 14 dage, men så kan jeg da se tilbage på november med disse resultater i fitnesscenter: Spin/Cykel 555 km., Løbebånd 74 km., Romaskine 31 km., Forbrændt 23.936 kalorier og tabt 6,3 kg. Det er vel ok for en mand på næsten 70 år. 😊

Få timer efter hjemkomsten fra Riget, kunne jeg på MinSundhedsplatform.dk læse min journal fra dagens besøg.

I journalen står bl.a.: Peter Møller har haft modermærkekræft 2 gange, og er i kontrolforløb her hos os. ”Han har et absolut suspekt nævus på dorsalsiden af ve antebrachium ca. 6 mm stort”. Oversat: Han har et absolut mistænksomt modermærke på indersiden af venstre underarm ca. 6 mm stort.

Jeg har taget hul på ventetiden, den bliver lang – meget lang – men jeg prøver at forsøde den med ”Søren Banjomus”, Gløgg og æbleskiver, Håndbold EM, Skiskydning, Barneby og nogle lange gåture i adstadigt tempo.

God coronafri december til alle! 🙂👍

...et mærkeligt mærke på min venstre underarm.

Hvad var nu det for noget, var det noget jeg skulle få gjort noget ved? Af skade bliver man heldigvis klog, så jeg fik bestilt en tid hos hudlægen i Panoptikonbygningen ved Københavns Hovedbanegård. 11. december 2019 kl. 13.00. ”Jeg har en aftale til et tjek hos Gitte Strauss”.

”Du kan være helt rolig, det ser meget uskadeligt ud, men jeg vil gerne lave et skrab, og sende det til biopsi”. ”Ja tak, det vil jeg være glad for, med det forløb som jeg har været igennem”. Det var jo ikke første gang jeg fik lavet et skrab, så det tog jeg helt roligt, og var glad for, at der blev taget action på min bekymring. ”Du får svar indenfor 14 dage”. Det blev jul og det blev nytår, og intet skete. Mandag den 13. januar rykkede jeg for et svar. ”Det er desværre ikke kommet endnu, pga et stort pres på laboratoriet, men du bliver ringet op af Gitte, så snart hun får et svar”.

Ventetid og uvished – hold op hvor er det 2 svære ting at kæmpe med/mod! Torsdag den 16. januar fik jeg svaret pr. telefon – efter aftale: ”Du kan være helt rolig, det er som jeg regnede med: Basalcellekræft. Den mest almindelige form for hudkræft, der som regel opstår hvor huden ofte er udsat for sollys”. Jeg var lettet, meget lettet… Imidlertid voksede knuden, og blev nærmest perlemorsskinnede/glinsende at se på, og jeg havde rigtig meget fokus på den. Når jeg havde trænet hårdt, voksede den, og blev nærmest på størrelse med en ært, og den lignede en der kunne spænge hvert sekund. Jeg kunne ikke lide det, der måtte da for pokker være noget man kunne gøre. Jeg ringede til hudklinikken igen for at få en tid, og fortalte dem om min bekymring.

12. februar kl. 11. Gitte undersøgte den igen, og beroligede mig. ”Det er den uskadelige Basalcellekræft, som rigtigt mange af os har – også uden at vide det – og der er ikke rigtigt noget at gøre ved det, bortset fra at holde øje med det. Du får noget creme, som du kan smøre på en gang om dagen, det skulle tage det værste af hævelsen. Det hedder Locoid”. ”Jeg vil godt se dig igen om et par måneder, for at følge op på udviklingen”. Jeg brugte Locoiden, men uden den store synlige effekt, og jeg havde efterhånden vænnet mig til synet, der skiftede en del fra meget synlig, til en bare halvstor plet på armen. Den 6. maj kl. 11.20 skulle hun se mig igen, og jeg var helt fortrøstningsfuld inden mødet!

Basalcellekræft: En perlemorsskinnende knude med fine 'tråde' af blodkar på overfladen, der er velafgrænset mod den omgivende hud. Sådan ser min Basalcellekræft ud. Fotograferet den 8. maj, hvor der var helt og aldeles ro omkring mærket.