Jeg har haft cancer 2 gange: Malignt Melanom – Modermærkekræft. Jeg har meget snart brugt 10 år af mit liv til kontroller, undersøgelser, scanninger, reoperationer og ikke mindst psykiske udfordringer før hver kontrol. Jeg mener derfor, at hvis der bare var lidt retfærdighed til her i tilværelsen, så har jeg taget min del af den forbandede sygdom! Men sådan skulle det altså ikke være.
Sådan har mit forløb været:
I forbindelse med min Modermærkekræft var jeg den 30.10.23 indkaldt til en PET-CT-scanning på Herlev. Ingen problemer i det, den forløb som planlagt. Der var også planlagt et kontrolbesøg den 8.11.23, igen på Herlev, og hvad angik modermærkerne var der intet at bekymre sig om, men lægen sagde også til mig, at jeg havde en voldsom stor prostata, som hun anbefalede mig at få undersøgt. Det gav ret god mening, for mit nattisseri var efterhånden en stor belastning. 5-6 gange hver nat var helt normalt for mig, og det ér altså en belastning med så mange afbrydelser af nattesøvnen.
Jeg gik derfor til min praktiserende læge den 14.11.23, og de lavede en henvisning til mig til Klinik for Urinvejssygdomme på Herlev. Allerede dagen efter, den 15.11. kom der svar fra Herlev, med disse nedslående ord: ”Vi har desværre været nødt til at sende henvisningen tilbage til din læge. Det skyldes, at der ikke er grund til udredning eller behandling på nuværende tidspunkt”.
Det var naturligvis ikke et svar jeg ville affinde mig med, så tilbage til egen læge, som lagde en henvisning i skyen, så jeg kunne finde en privatpraktiserende urolog. Det lykkedes, men hold da op hvor er der lang ventetid, et halvt år, helt til den 23.5.2024. Det blev – heldigvis – Asger Lind Poulsen i Rødovre Centret. En behagelig og dygtig læge. Jeg blev undersøgt efter alle kunstens regler, og ved den efterfølgende samtale, sagde han bl.a.: ”Du har en meget stor prostata, ca. dobbelt størrelse, men det kan der jo ret nemt gøres noget ved. Det var det positive, for jeg bliver nødt til at fortælle dig, at jeg er sikker på at der er cancer i din prostata. Jeg har kun taget fejl i sådan en diagnose én eneste gang i mine 15 år som urolog, og det var lige i starten af mit virke. Jeg henviser dig derfor til Herlev i et kræftpakke forløb.” Noget af en mavepuster, det var nok noget af det værste jeg kunne få at vide, men af ”erfaring” vidste jeg, at når man er i kræftpakke forløbet går tingene noget hurtigere, og det holdt heldigvis stik!
Allerede 6 dage senere var jeg indkaldt til samtale og undersøgelse på Herlev, den 29.5. Lægen, Joachim Veloso, havde vi en god samtale med. Han havde fået billederne som Asger Lind havde taget, og han lød faktisk ikke særlig bekymret. Han var enig i en meget forstørret prostata, men ikke bekymret for prostatakræft. Billederne blev dog overført til Koelis, hvis der senere skulle ønskes biopsi.
Man blev åbenbart enige om, at der skulle foretages en MR-scanning af prostata, og det blev allerede dagen efter, den 30.5. Dejlig at få det overstået.
Resultatet af denne scanning gjorde, at der skulle tages vævsprøver som skulle sendes til biopsi. Det foregik den 12.6. og blev foretaget af Læge Nis Nørregaard. Igen en behagelig og sympatisk læge, der meget grundigt fortalte alt hvad han foretog sig. Der blev taget i alt 4 vævsprøver af prostata. Det var ikke smertefuldt men ret ubehageligt.
Jeg blev indkaldt til at få min dom hos kirurg Rikke Nielsen den 2.7. Der var cancer i 3 af de 4 prøver, og jeg havde i Gleason på 7 i gennemsnit, hvor der både var højere og lavere tal.
Der er flere behandlingsformer, både stråler og operation. Jeg blev anbefalet, og sagde ja tak til en radikal prostatatektomi, hvilket er en operation, hvor man fjerner hele prostata, og efterfølgende syr urinrøret fast på urinblæren. En operation der foretages i fuld narkose, og varer normalt 3-4 timer.
Jeg fik gennemgået bivirkninger og risici for: Blødning, infektion, impotens, inkontinens, anastomolækage med langvarig kateterbehandling, lymfødem samt øvrig organlæsion. Det er simpelthen noget af en udfordring.
Jeg har meldt mig ind i Propa, som er Prostatakræftforeningen i Danmark, og jeg var så heldig, at der var møde i Herreværelset i Propa i København den 10.7. Det var en rigtig god snak jeg fik med 6 andre der enten havde haft, eller har prostatakræft. Rart at tale med ligesindede, og der er ingen tvivl om at det er senfølgerne der fylder mest, og de kan altså vare fra 3 måneder til flere år. Det er nok dem der fylder mest på negativskalaen lige nu, men det skal jo nok være skidt før det bliver godt.
Der kom faktisk tilbud om operation allerede i starten af august, men da det – lige nu – heldigvis ikke er en aggressiv form for cancer, blev vi enige om at udskyde operationen til den 12.9. Det er fordi jeg/vi havde planlagt hele 3 udlandsrejser i juli og august, og en del andre aftaler. Efter operationen kan der meget nemt gå 4 måneder før det kan komme på tale at rejse igen, og det er lang tid i min (rejseglade) verden.
Derfor er planen i skrivende stund (11.7.), at jeg skal til fysioterapeut på Herlev den 16.8., for at lære at styre min bækkenbund. Den 11.9. er der så en 3 timers operationsforberedelse, og den 12.9. operation.
Vi kom afsted på vores 3 udlandsrejser: Kreta, Barcelona og Lissabon. Det var dejlige afbræk i hverdagens bekymringer.
Den 11.9. var vi så til operationsforberedelse på Herlev. Det tog hele formiddagen, og det var en grundig gennemgang af, hvad der skulle ske dagen efter. Vi var til samtale med både en sygeplejerske, en læge og en anæstesilæge. Selve operationen var planlagt til dagen efter kl. 13.02 (?!?!), men jeg skulle møde allerede kl. 07.15. Hvorfor kunne jeg ikke vente med at møde til noget senere? Hvis nu "morgenpatienten" ikke kom - af en eller anden grund - skulle jeg møde så tidligt, naturligvis fastende, og det gjorde jeg så! Blev hentet af Falck kl. 06.00!
Jeg tjekkede ind på stue 2, 23. etage. Udsigten var ok, men udsigt til 5 timers ventetid inden operation var nærmest ulidelig. Heldigvis fik jeg en seng, og da jeg var noget i søvnunderskud, så det blev trods alt til et par timers søvn, og resten af tiden med lydbog i ørene.
Kl. 13 kom en portør og kørte mig til operationsgangen på 4. sal. Jeg hilste på alle dem der skulle være om mig under operationen, ikke mindst på overlæge Joachim Veloso, som jeg havde hilst på tidligere, og som skulle være operatør/robotfører, og forsøge at få fjernet alle dårlighederne. 13.15 blev jeg lagt i narkose og ca. kl. 18 blev jeg kørt til opvågning. Jeg har efterfølgende talt i telefon med Joachim, for bl.a. at få forklaret en sætning i Min Sundhedsplatform fra operationen. Der står: Pt. har været kortvarigt overfladisk under operationen, obs. dette. Hvad pokker betød det? Jo, jeg havde på et tidspunkt i den ret lange operationstid, pludselig vippet lidt med tæerne, som om jeg var ved at vågne, så de måtte lige skrue lidt op for narkosen, for det ville ikke være rart at vågne op og selv opleve operationen live.
Operationen gik tilsyneladende godt. De fik fjernet prostata med robotten, og det foregik gennem 6 huller i maveskindet. Vigtigst for mig var og er, at urinrøret er syet godt sammen med blæren, det kan være alfa omega for min fremtid, så det kan jeg kun krydse fingre for, og lige så vigtigt er det naturligvis at de har fået fjernet al cancer.
I øvrigt vejer en normal prostata mellem 20 og 30 gram. Min vejede 91 gram, så det var en ordentlig krabat.
Jeg ved ikke lige hvad tid jeg blev fragtet til min nye stue på 22. etage, men jeg havde det rigtig skidt. Det medførte en lang række tests og masser af medicin. Det viste sig, at slangen til mit nyanlagte kateter havde fået et knæk, så urinen ikke havde frit løb ned i posen. Det gjorde naturligvis at det stasede op, og gjorde mig meget utilpas med store smerter. De fik det heldigvis udbedret, og jeg fik det noget bedre. Men det betød så, at jeg fik en ekstra dag på hospitalet, og en hel uge ekstra med kateter. Det er ikke spor rart kan jeg betro dig!
Alt i alt var det dog en god oplevelse, og mit indtryk af både de 7 personaler i operationsteamet, og dem på afdelingen/stuen er absolut positivt. Søde, forstående, hjælpsomme og professionelle.
Det blev fredag den 13. Måske ikke den mest flatterende dag, hvis man er lidt overtroisk, og det var sandt for dyden heller ikke en dag der går over historien fra min side. Mens jeg bare lå og lå, tænkte jeg en del 8 år tilbage i tiden. Præcis på denne dato i 2016 startede mit livs motionsudfordring, jeg cyklede ud af San Francisco med planlagt mål i New York 32 dage senere. Det var en tur, i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, hvor det primære formål var, at sætte fokus på mænds manglende evner i at komme til lægen i tide. Nu lå jeg så her, nyopereret for cancer, for 3. gang. Må indrømme at jeg havde lidt ondt af mig selv!
Den 14. startede som den 13. med blodprøver, blodtryk (96 over 65), puls (52) blodfortyndende medicin og endelig stuegang. Jeg fik lov til at komme hjem når svaret på blodprøverne var kommet. De kom ved middagstid og var ok, så var det endelig tid til at komme hjem igen. Det var i smerter, både i de 6 operationssår og i resten af maven fordi jeg ikke havde været på toilettet siden torsdag morgen.
Dejligt at ligge i sin egen seng igen, men søvn var det så som så med, vågnede kl. 3 og fik tømt natposen med det besvær og bøvl det indebærer - men man bliver vel bedre til det i løbet af de 14 dage, og nætter. Både den 15. og i dag den 16. har vi været ude på meget små gåture, og hver er det skønt bare at komme ud i den friske luft og få sig rørt minimalt i forhold til hvad jeg plejer, som sjældent er under 2½ times daglig motion.....
Det er ikke så nemt det hele. Dagpose, natpose, tømme, skifte osv, det er jo ikke lige ting man er vant til, men øvelse gør vel mester som man siger....
Det er i dag den 21.9., og vi har gået den hidtil længste tur! den var på lidt over 3 km, og bagefter var jeg bare banketræt. Næsten ikke kræfter til at spise, men uden mad og drikke.......
Mandag skal jeg til egen læge og have fjernet clips, det bliver skønt, så jeg forhåbentlig igen kan sove på siden som jeg foretrækker. Torsdag skal katederet fjernes på Herlev, det bliver endnu skønnere, og så er der ventetid til den 3. oktober, hvor jeg får svar på diverse biopsier, og det videre forløb.
Så blev clipsene taget, og det hos egen læge. Ingen problemer i det, og hvor er det dejligt at være fri for dem, især om natten, hvor det jo var nærmest umuligt at ligge på den/de sider hvor clipsene sad, det gjorde simpelthen for ondt.
Arrene er lidt røde, men alt i alt ser det meget fint ud, ifølge lægen.
For første gang længe, hjalp jeg med at lave mad i går, og jeg kom til at tænke på min nu ikke længere eksisterende prostata.
En "normal" prostata vejer som tidligere nævnt mellem 20 og 30 gram. Den de fjernede fra mig vejede 91 gram. Jeg tænkte: Hvad vil det egentlig sige, rent størrelsesmæssigt?
Tog derfor en lille kartoffel og vejede den: 23 gram! Derefter en pære og vejede den: 91 gram. Det sætter tingene lidt i relief mener jeg!
Jeg er spændt på at tale med lægen der skal fjerne mit kateter på torsdag, for jeg vil naturligvis spørge ham om det er normalt, at man bliver så blå som jeg var blevet efter en operation, og så er det efter 10-12 dage. Jeg syntes det ser lidt voldsomt ud, og så er det på begge hofter.
Vi kom til Herlev den 26., og håbet var helt klart at få fjernet kateteret, men jeg blødte stadig temmelig meget når jeg var på toilettet, så jeg var ikke helt sikker. Ganske rigtigt: Du beholder lige dit kateter i en uge mere (mindst), det må ikke bløde ved siden af kateteret når det skal fjernes, og det var hvad det gjorde.
Det er som om at blødningen er taget lidt af, ved de sidste 2 toiletbesøg. Nu skal det bare stoppe helt!!!
Jeg har det skidt, både fysisk og psykisk, syntes det er lige lovlig meget op ad bakke, og det er svært at finde lyspunkterne i hverdagen lige i disse dage.
Nu (29.9) har jeg haft 2 toiletbesøg uden blod ved siden af kateteret, det gør mig godt nok glad, men for pokker hvor har jeg mange smerter i underlivet.
Det er utroligt som fysiske smerter og ubehag kan fylde, men det er jo "kun" det fysisk, og det får de forhåbentlig styr på i den allernærmeste fremtid. Canceren gør jo ikke ondt på samme måde, og derfor bliver det nok presset lidt i baggrunden, men det er jo for pokker det, der er størst risiko for at dø af, hvis det skal tegnes allermest sort op.
Der er kommet et svar på diverse biopsier i Min Sundhedsplatform, men for en som mig er det ganske umuligt at få noget ud af at læse, så det har jeg opgivet, og det er måske også meget godt. Svarene får jeg mundtligt i morgen, den 3. oktober, en dato der hele tiden har været en form for skæringsdato, men i min naivitet håbede jeg at det udelukkende var svar jeg skulle have. Nu er det også kateteret, bliver det mon fjernet? Jeg er ikke den store optimist, det sivebløder stadig, urinen er meget mørk og lugter fælt, det svier ved hvert skridt jeg tager, og så svinger jeg meget mellem at fryse og svede, men jeg krydser naturligvis fingrene!
Der er i morgen sat en kontrastvæske indsprøjtning i mit kateter i udsigt, for at se om der er en lækage et eller andet sted, og det kan konstateres med en efterfølgende scanning.
I morgen aften er der medlemsmøde i Propa Hillerød, og der har jeg tilmeldt mig. Min hustru er ligeledes tilmeldt et tilsvarende pårørendemøde. Det tror jeg vi begge har godt af. Naturligvis er det alt afhængig af "dagsformen" om vi møder op, men det satser og håber jeg på!
Torsdag den 3. oktober startede tidligt, og rigtig godt. Stod op godt 5, og følte med det samme at jeg skulle på toilettet. Det har indtil nu været med lidt uro i maven når jeg skulle derud. Ville det sive, løbe, dryppe, eller som her til morgen holde fuldstændig tæt. Det var en fantastisk start på "dommenes dag". Badet og diverse blev klaret med optimisme, og kl. 7 kom Falck og kørte os til Herlev.
Klokken 8 kaldte sygeplejerske Vibeke os ind. Hun startede med at beklage at der ikke var en læge til stede, han var desværre blevet syg. Det er noget skidt at få at vide, for hvad nu? Hun viste sig dog at være yderst kompetent, og fortalte i klar tale, at al canceren var fjernet. Vi så et tværsnit af min prostata, hvor det var tydeligt at alle kræftknuder lå indkapslet i prostata, og således ikke kunne have spredt sig. En enkelt lymfeknude i tæt forbindelse med prostata var ligeledes cancerfri. Mennesker der har været ramt af cancer og får beskeden: "Du er kræftfri" ved lige præcis hvordan jeg havde det i de øjeblikke, det var intet mindre end fantastisk. Jeg var/er lykkelig! Nu er det jo dybest set en læge der skal give den besked, så jeg ville blive ringet op af en læge en af de nærmeste dage.
Så var der lige min meget tætte og nye "bedste ven": Kateteret! Der var ingen tvivl, det kunne blive fjernet nu, da det ikke blødte i morges og samtidig var min urin helt klar. Vibeke fjernede det uden de store hyl og skrig fra min side. Nøjjjj hvor var det rart at sige farvel til en ellers trofast følgesvend fra de seneste 3 uger. Nu skulle jeg bare kunne tisse inden 4 timer, ellers var det retur til Herlev. Det var på ingen måde noget problem, nærmere tværtimod, men med knibeøvelser, knibeøvelser og knibeøvelser skal jeg nok lære at styre den stråle!
Der var lige to dumme sidegevinster: En ondartet blærebetændelse, som ikke var helt ualmindelig i mit forløb, og som jeg fik penicillin med hjem til at kurere, og en mindst lige så ubehagelig hæmoride der skal smøres morgen og aften. Sådan er det bare!
Nu skal jeg til at leve mit nye prostata og prostatacancerfri liv, og det håber jeg at få hjælp til fra andre medlemmer i Propa. Ved aftenens møde i Propa Hillerød, vil der være et foredrag om inkontinens efter operation. Det er jeg meget spændt på at høre, for det er da i den grad relevant!
Det har udviklet sig til lidt af en Never ending story!
Det var et godt møde i Propa den 3. oktober. Jeg både lyttede, talte og forstod andre "ligestillede" og de udfordringer de havde/har. Men samtidig var jeg jo også på den rigtige side: Ingen cancer, intet kateter. Det var skønt!
Imidlertid udviklede weekenden samt mandag sig til nogle rigtige møjdage. Jeg havde store smerter i og over mellemkødet når jeg sad ned, og tissede blod, så jeg ringede til hospitalet tirsdag morgen, den 8.10. De bad mig møde op på Akutmodtagelsen så hurtigt som muligt. Jeg blev taget fint imod, blev indskrevet, havde samtaler med både sygeplejerske og læge, og ingen af dem var tilfredse med min tilstand. Der blev taget blodprøver, målt blodtryk og puls, og især nogle af blodprøverne viste ekstremt høje tal.
De brød sig lige så lidt om mine mange smerter som jeg selv, og jeg blev derfor sendt til PET skanning. 4 timers ventetid! Retur til Akutmodtagelsen og endnu nogle timers ventetid inden jeg fik et svar, og det var temmelig nedslående. Det viste sig at der var en lækage i sammensyningen mellem urinrør og blære, så der sivede urin ud i systemet. Det kunne være medvirkende til de mange smerter i mellemkødet. Endnu en blærebetændelse kunne ligeledes være smertefuldt. Alt i alt betød det, at jeg skulle have kateter sat op igen. Det var lige ved at feje benene væk under mig, men på den anden side, hvis det nu var det der skulle til. Det gik forholdsvist nemt, og blev foretaget af en læge pga min nylige operation. Endvidere skulle jeg igen fodres med penicillin for blærebetændelsen. Besøget på Akutmodtagelsen varede i alt 11 timer!
Dagen efter skulle vi på en lille 3 dages tur til Troense med et vennepar. Jeg var meget i tvivl om jeg skulle tage med, både pga smerter, men også pga min manglende lyst til socialt samvær. Jeg valgte dog efter lidt pres fra venneparret at deltage. Det fortrød jeg dog bittert flere gange undervejs, men på den anden side, var det måske meget rart at komme lidt væk fra hverdagen.
Nu går jeg så og venter på at det bliver den 21.10., hvor jeg både skal skannes, til samtale og kontrol hos en læge og forhåbentligt få seponeret kateteret. Det er i skrivende stund den 13.10., og jeg fornemmer en lille fremgang rent smertemæssigt, ligesom sivning ved siden af kateteret er i aftagen, så jeg krydser!
Det er i sandhed en never ending story - sådan føler jeg det i al fald!
Den 21.10. mødte jeg op til skanning, samt efterfølgende kontrol og samtale, og ikke mindst håbede jeg på seponering af mit kateter.
Skanningslægen fortalte mig at der stadig var en mindre lækage i sammensyningen, men at den var ved at blive indkapslet, så der ikke løb urin ved siden af urinrøret. Med denne besked gik jeg opløftet videre til kontrol hos læge Muhammad Al-Hamadani (havde aldrig mødt ham før, og håber heller ikke at møde ham igen.) Han var en meget lidt sympatisk læge i min verden. Ikke noget med hej, hvordan har du det, hvordan har den seneste tid været eller lignende. Nej: "Hvad er dit personnummer, Du har været til skanning (ja det vidste jeg ligesom godt), Der er stadig en lækage og du skal beholde dit kateter i 3 uger mere!" Det var hvad han sagde, og i øvrigt på ret dårlig dansk, og uden nogen mimik eller venlighed i hverken blik eller stemme!
Alt i alt en møjdårlig oplevelse, der på alle måder var ved at feje benene væk under mig, men jeg må jo prøve at tage det hele i stiv arm, og få det bedste ud af situationen - kræften er jo heldigvis væk!
Tirsdag den 22. have jeg en telefonaftale med Annette fys fra Herlev. Vi blev dog hurtigt enige om, at så længe jeg har kateter, kan hun ikke rigtigt guide mig videre, så fortsat daglige knibeøvelser, og så "gå motion" i det omfang min krop kunne klare det!
Nu har jeg fået ny tid til skanning og samtale den 11.11., hvor jeg så igen igen håber at få fjernet mit kateter. Også ny telefon konsultation med fyssen den 12.12.
Den 11. november mødte jeg op til scanning kl. 12.30, og skulle efterfølgende til samtale med en læge. Scanningslæge Barbara fortalte, at der stadig var en mindre lækage - noget mindre end sidste gang, og hun forberedte mig på, at jeg nok skulle have forlænget min "katetertid".
Lægen jeg skulle ind til var syg - det er de tit om mandagen - men heldigvis kom jeg så ind til Joachim Veloso, der også foretog operationen den 12. september. Han er i modsætning til den forrige læge en behagelig og samtidig rar og oplysende person, hvilket jeg virkelig sætter pris på. Han havde været i kontakt med scanningslægen, og der var ingen tvivl om, at perioden med kateter skulle forlænges. Denne gang i yderligere et par uger. Til gengæld sagde Joachim, og det har han ført ind i journalen: "at det højst sandsynligt er helet op indenfor 14 dage"! Betryggende og dejlig besked! Vi så bl.a. scanningsbilleder fra både da lækagen var størst, og fra den aktuelle scanning, hvor den tydeligt var mindre!
Jeg spurgte ind til hvad pokker der kunne være gået galt, og der var nok flere svar, men det mest sandsynlige var, at der var kommet et knæk på kateterslangen, så urinen ikke kunne løbe ned i posen. Det betød at blæren blev både fyldt og overfyldt, og som en ballon der ikke kan holde til mere, bristede det mest sårbare sted, og det var naturligvis ved sammensyningen. Det er nok der hele misæren er opstået. Hvordan der kan komme et knæk på slangen er mig uforståeligt, men jeg bliver nødt til at tro at det er en menneskelig fejl fra personalets side. En fejl der ikke må ske!
Og det hele betød jo så, at jeg skulle være indlagt 2 dage i stedet for 1, og som der står i operationsbeskrivelsen: "Kateteret skal fjernes efter 7 dage", hvilket er blevet forlænget, forlænget og forlænget, så det nu bliver mindst 2,5 måned med alt det ubehag og besvær som det indebærer!
Samtalen endte med, at jeg ville få en indkaldelse til endnu en scanning og efterfølgende samtale. Naturligvis ville det blive den samme dag. Så er det jeg endnu engang bliver lidt frustreret, når jeg får indkaldelse til scanning den 25. og samtale den 27. Der skulle flere telefonsamtaler til, og talen med ret store ord, før det blev ændret, så begge dele sker den 27. november!
Nu er det så den dag, hvor jeg håber at få besked på at lækagen er helet helt op, og at jeg kan få fjernet kateteret! Jeg tror dybest set ikke helt på det, men håbet er der i allerhøjeste grad!
Håbet var som frygtet ikke helt nok. Lækagen er godt nok blevet mindre, men der siver stadig, så helt tæt er det desværre ikke. Lægen Helen T. foreslog at jeg skulle beholde kateteret i endnu 3-4 uger, men jeg har i forvejen en 3 måneders kontroltid den 11.12., så aftalen blev at de prøver at få en scanningstid den 11., og så håber jeg igen igen at det er helet helt op, ellers må jeg bare fortsætte med det forbandede kateter. Ved den 3 måneders kontrol skal jeg en uge inden have taget en blodprøve for at få konstateret at al kræften er væk, det er med et såkaldt PSA tal. Det skal meget gerne være på 0, i forhold til de næsten 6 det var på ved hele denne ørkenvandrings begyndelse. Blodprøven skal taget på Frederikssund Sygehus den 4.12., og lad nu den være på 0, bare for succesoplevelsens skyld!
Der blev inden operationen sagt 7 dage med kateter, faktum er at det bliver omkring 100 dage!
Den 11.12. var lidt en "skæbnedag" i mit mindset. Jeg var i tvivl, ikke om canceren var væk, for det havde jeg konstateret på Min Sundhedsplatform med et PSA tal på mindre end 0,05 (nærmest umålelig), men om lækagen var helet så meget op, at jeg kunne få fjernet kateteret. Scanningslægen var positiv med en snert af tvivl, så igen, ventetiden til lægesamtale var lang, men den var ventetiden værd. Doktor Lars var en rigtig positiv, informativ og behagelig læge, og vi fik talt tingene godt igennem. Han var - som den første læge - meget forstående over det hårde efterår jeg har haft, men nu skulle vi se frem, kateteret skulle fjernes! Yes, 3 måneders "helvede" var endelig slut. Selve seponeringen gik nemt og smertefrit, og jeg var lettet fra 1. sekund!
Imidlertid syntes jeg at jeg har været mere igennem, end det har været nødvendigt. Hvis ikke "en personale" havde sjusket, og der var kommet et knæk på min kateterslange! Derfor har jeg nu afsendt 2 klager til hhv. Styrelsen for Patientklager og Patienterstatningen. Jeg er ret sikker på at jeg ikke får medhold nogen af stederne, men det skulle prøves, så nu kan jeg bare vente på en reaktion eller to!
Den 12.12. havde jeg en aftale med en fysioterapeut fra Herlev Hospital. Hun ringede som aftalt, og vi fik sludret om hvad jeg kunne gøre for at mindske min inkontinens, og hvad jeg nu kan tage fat på af mere fysisk art. Jeg "fik lov" til at tage i træningscenter for første gang i 3 måneder, og der har jeg været. En lille tur på løbebåndet og i crossmaskinen samt en omgang lettere styrketræning! Det var skønt, så lad det blive starten på et nyt kapitel i mit fremskredne voksenliv!